Jeg syntes, hun var den smukkeste, nej, jeg synes, hun er den smukkeste. Maserati Biturbo Spider ZagatoSom med enhver model er der elskere og hadere og alt derimellem. Smag er simpelthen forskellig, og det er jo godt nok, ellers ville vi alle køre i det samme og have ønsket os den samme pige eller dreng. Men jeg synes, det er sådan en smuk bil! Jeg havde en i et par år til sommer, og det var en fornøjelse at køre i den. Jeg havde en Maserati Spyder Zagato fra 1991, og jeg tænker tilbage på den som en ferieromance. Velholdt, med mindre end 40.000 km på tælleren, da jeg købte den. Det var også min første, og det, man siger, er sandt: man glemmer aldrig sin første.
Det smukke kantede design og den forkortede bagende
En Maserati, den går i stykker!
Selvfølgelig blev jeg frarådet det, for en Maserati, den går i stykker! Og især de der biturboer. I de tre år jeg kørte i den, havde jeg aldrig problemer. Hun var trods alt velholdt, eller skulle jeg sige 'forkælet'? Om vinteren sad hun bare behageligt indenfor i sin smukke, stramme bilpyjamas, og om sommeren var det bare start og kør. Så jeg følte mig beroliget over, at det ikke var så slemt med biturboerne...
Byttede den gamle Maserati Biturbo Spider ind med en yngre model.
Nu kunne man måske forvente en historie om, hvordan det alligevel endte med at blive en katastrofe. At hun ikke lyttede, og at når jeg var i humør til det, så var hun det ikke. Men sådan var det ikke; vi havde en fantastisk tid sammen! Og så så jeg en 4200 Spider. Meget yngre, og ja, jeg lod mig friste. Jeg skilte mig til sidst af med hende til fordel for en ung 4200 Spider med en lidt større bagende. Også fantastisk at køre, men jeg kunne bare ikke glemme min smukke Zagato, og følelsen af, at jeg ville have hende tilbage, blev kun stærkere. Biturboen var en ægte italiener med de to turboer, med træelementer, med en smuk trægearstang med en knyttet lædersnor omkring, med et klassisk metalur i instrumentbrættet. Og med en knap i instrumentbrættet, der lod dig styre alle lysene. Ja, de italienere kendte deres egne fejl. Vidunderligt!
4200'eren (fra 2005) var en italiensk dame med 400 hk. Alt elektrisk, inklusive kalechen, der lukkede perfekt, og hvorigennem ikke en dråbe vand, ikke engang et vindpust, slog igennem. En fantastisk bil, men så fyldt med computere og elektronik, at den køremæssigt ikke kan sammenlignes med den biturbo, jeg havde før. Måske er det fordi, jeg bliver lidt ældre? Kunne det have noget med det at gøre? At jeg bare kan identificere mig lidt mere med den ældre biturbo, der nogle gange knirker og sukker, og hvis ur af og til begyndte at gå lidt langsomt? Medmindre man virkelig gav den gas, og de italienske turboer slog til. Så virkede det nogle gange som om, uret pludselig gik med den rigtige hastighed igen, eller endda et tik foran. Jeg ved det med sikkerhed, jeg vil have hende tilbage! Jeg burde aldrig have slået op.
Læder så langt øjet rækker, med en stribe Alcantara hist og her.
Sekscylindret blok med de to italienske turboer
De smukke massive magnesiumfælge, der var typiske for de tidlige 90'ers biturbo
Stole hvor du også kan ryge en cigar med et godt glas Amaretto
Også smukke linjer i profilen
Det klassiske Maserati-ur
