Railton

Railton-modeller blev bygget af Fairmile Engineering Company i Cobham, Surrey. Dette firma var ejet af Noel Macklin, som lå på samme sted. Invicta-biler havde bygget. Invictaer blev bygget i hånden af ​​dyre materialer og var ikke længere til salg. Macklin var fast besluttet på at producere en bil med sammenlignelig ydeevne og et godt karrosseri til en mere overkommelig pris.

Efter evalueringen var han meget imponeret over ydeevnen af ​​den nye Terraplane-model, som i 1932 blev produceret af Hudson Motors blev lanceret, og der blev indgået en aftale om at importere det rækkegående ottecylindrede chassis. Der blev foretaget forbedringer af chassis og affjedring for at gøre dem mere attraktive for britiske bilister. Han hyrede derefter forskellige uafhængige karosseribyggere til at designe og bygge Light Tourers, Drop Head Coupéer og Sedaner. F. Gordon Crosby, den berømte bildesigner, designede Railton-kølergrillen i en stil, der lignede Invicta; Reid Railton, designeren af ​​Land Speed ​​Record-biler, indvilligede i at få sit navn brugt til den nye bil.

Produktionen begyndte i 1933 og fortsatte indtil udbruddet af Anden Verdenskrig. Seks biler blev indsamlet under krigen til brug for Metropolitan Police. Efter krigen blev yderligere fire biler bygget ved hjælp af et chassis, der havde været midlertidigt opbevaret, og to biler blev bygget på et chassis fra efterkrigstiden.

Størstedelen af ​​bilerne var udstyret med 8 cylindre med en slagvolumen på 4168 cc og en effekt på 28,8 hk. Fra 1936 var to mindre 6-cylindrede motorer tilgængelige, der producerede 21,6 og 23 hk for at imødekomme efterspørgslen efter biler, der var underlagt den lavere afgiftssats. I 1938 lancerede Railton Cars også en lille bil på 10 hk. Denne model var baseret på et standard Flying 9-chassis udstyret med en 10 hk motor. Dette var i bund og grund en miniaturekopi af Coachcraft Fairmile Drop Head Coupé og Cobham sedan, der var tilgængelige på det større chassis. Der blev produceret cirka 50 af disse små biler.

Efterhånden som 1930'erne skred frem, blev Hudsons 8-cylindrede chassis længere, bredere og tungere, hvilket resulterede i installation af motoren med en dobbeltchoke-karburator og manifold. Følgelig steg effekten en smule til 122 hk ved cirka 3800 omdr./min. Dette var ret imponerende for en utunet sideventilsmotor på det tidspunkt, men kunne nemt øges ved at montere et valgfrit topstykke i aluminium.

Mindst syv forskellige karosseriebyggere blev brugt, herunder: John Charles Ranalah, REAL, Carbodies og Coachcraft Ltd. Sidstnævnte producerede det største antal karosserier. Kunderne kunne også foreslå deres egen foretrukne karosseriebygger og skabe deres eget design. I 1935 byggede Railton to Light Sports Tourers designet til at tilbyde ultimativ ydeevne; begge biler køres stadig i dag. Chassiset blev forkortet, motoren flyttet længere tilbage, og støddæmperne blev modificeret. Det bare karrosseri var udelukkende af aluminium uden beklædning, med undtagelse af sæderne.

I perioden 1936-1938 blev der muligvis også bygget tre limousiner. Dette var langt fra det oprindelige koncept bag Macklins højtydende turistbusser, men som iværksætter vidste han også, hvor han kunne tjene penge.

Kort Railton-genoplivning i 1989

I 1989 blev navnet genoplivet af et nyt Railton Motor Company, grundlagt i Wixford, Warwickshire. To cabrioletmodeller, F28 og F29 Fairmile Claremont, blev annonceret. Begge blev designet af William Towns baseret på Jaguar XJS drivlinje med et nyt aluminiumskarrosseri. Produktionen af ​​dette blev dog ophørt i 1994.

Railton F28 baseret på Jaguar

Railton F29