Morris 2200

Som efterfølgere til Mini 1100 og 1300 introducerede Morris modellerne 1800 og 2200 (kodenavn ADO17), der var designet på lignende måde med en tværmonteret motor, forhjulstræk og et rummeligt interiør i forhold til deres kompakte ydre dimensioner.

Interiør af en Morris 1800

1800-modellen blev oprindeligt udgivet som Austin 1800 og senere også som Wolseley 18/85. 1800 og 2200 skulle blive den tredje succeshistorie for designeren Alec Issigonis i rækken af ​​forhjulstrukne BMC-modeller, men det skete ikke, og det skyldtes konstruktionen af ​​denne model omkring den MGB-tunede B-seriemotor, som Issigonis brugte til at bygge en større bil omkring end nødvendigt. Balancen mellem kraften fra den firecylindrede motor og det overdimensionerede karrosseri gik tabt, og bilen var faktisk for tung. Som følge heraf fik Ford fodfæste på det britiske marked med Ford Cortina.

Morris 2200

Selvom 1800 blev kåret til Årets Bil i 1964, var salgstallene skuffende. Modellen var ikke teknisk solid, havde middelmådig affjedring, og et uattraktivt design kombineret med et spartansk interiør betød, at bilen ikke blev den håbede tredje succes. I 1972 blev den sidste nye variant lanceret i form af den sekscylindrede 2200, som faktisk var en meget acceptabel bil.