Hudson

Hudson Motor Car Company byggede biler af mærket mellem 1909 og 1957. Hudson og fra en række andre mærker. Virksomheden var baseret i Detroit i USA. Navnet stammer fra J.L. Hudson, en af ​​virksomhedens otte finansfolk. Han var grundlægger af stormagasinet Hudsons og besad den nødvendige kapital. En af de andre investorer var Roy D. Chapin, Sr., der med succes ledede virksomheden mellem 1910 og 1923.

Hudson havde en række nyskabelser inden for bilindustrien, herunder dobbeltbremser, brugen af ​​advarselslamper for olietryk og generator på instrumentbrættet samt den første afbalancerede krumtapaksel. Denne krumtapaksel gjorde det muligt for Hudsons rækkemotor med sekscylindrede motorer (Super Six fra 1916) at opretholde hastigheden ved højere rotationshastigheder. De fleste Hudsons havde rækkemotorer med sekscylindrede motorer indtil 1957. Det dobbelte bremsesystem brugte et sekundært mekanisk system (håndbremse), der aktiverede bagbremserne, når pedalen nåede ud over det primære systems normale område; en mekanisk nødbremse blev også brugt. Hudson brugte også en oliebads- og korkkoblingsmekanisme, der viste sig at være både holdbar og hurtig.

Hudson Super Six fra 1921

Hudsons storhedstid

På virksomhedens storhedstid i 1929 blev der produceret 300.000 biler inden for et enkelt år. Det var både Hudson- og Essex-modeller. Modellerne blev også produceret i England og Belgien, og det år var Hudson den tredjestørste bilproducent i USA, efter Ford en ChevroletDesværre kollapsede det samlede salg med den efterfølgende ødelæggende depression. Takket være den hurtige og billige Essex Terraplane lykkedes det Hudson at overleve. Virksomheden havde opbygget et misundelsesværdigt ry i 1920'erne. Dette skyldtes i høj grad Super og Special Sixes: store, slanke, solide og pålidelige biler med god ydeevne til en god pris.

Det succesfulde Essex Terraplane

Med introduktionen af ​​Essex Six i 1924 besluttede Hudson at begynde at bygge mere eksklusive biler. Resultatet blev en enkelt linje i 1930 kaldet "Great Eight", men denne bil var ikke så "fantastisk". Den ottecylindrede motor producerede kun 80 hestekræfter og måtte flytte et tungt chassis. Hudson fortsatte med at bruge denne motor mod bedre vidende og kaldte den endda "Greater Eight" fra 1931 til 1932. Effekten steg til 87 hestekræfter og efterfølgende til 101 hestekræfter. Set i bakspejlet ville Hudson have været bedre tjent med at holde sig til de sekscylindrede motorer.

Et andet tilbageslag var lukningen af ​​Biddle & Smart, Hudsons tidligere leverandør af fine karrosserier. Virksomheden henvendte sig til Murray & Briggs for at få fat i Phaeton- og Speedster-karrosserier. Derudover blev et par ottecylindrede Hudson-modeller udstyret med karrosserier af det berømte firma LeBaron i denne periode. I de følgende år blev Hudsons ottecylindrede modeller tilbudt i en bred vifte af karrosserityper: roadsters, Victoria'er, cabrioleter, sedaner, citysedaner, coupéer og Broughams (to-dørs sedaner). Smukke modeller, men ikke succesfulde. I 1933 blev en ny Super Six introduceret med "Pacemaker"-serien, men denne serie solgte også dårligt.

WWII

Hudson måtte også efterkomme ordren fra den amerikanske regering: bilproduktionen blev suspenderet fra 1942 til 1945 for at give plads til fremstilling af krigsmateriel. Fabrikken producerede blandt andet flydele, marinemotorer og luftværnskanoner. Hudsons 'Invader'-motor blev monteret på mange landgangsfartøjer, der blev indsat under invasionen af ​​Normandiet på D-dag.

Efter Anden Verdenskrig blev bilproduktionen genoptaget. I 1948 lancerede virksomheden sine "step-down" karosserier. Udtrykket "step-down" refererer til placeringen af ​​passagerkabinen inden for rammestrukturen; passagererne trådte "ind" i et gulv omgivet af bilens stel. Resultatet var ikke kun en mere sikker bil og større passagerkomfort, men også, på grund af et lavere tyngdepunkt, et ekstremt manøvredygtigt køretøj. På det tidspunkt begyndte næsten alle bilproducenter at bruge dette system til at udvikle biler. Den amerikanske bilproducent brugte denne type karrosseri indtil modelåret 1954.

I 1954 fusionerede Hudson med Nash-Kelvinator Corporation og blev dermed en del af American Motors. Hudson-fabrikken i Detroit blev omdannet til en militær kontraktproduktionslinje. I løbet af Hudsons sidste tre produktionsår fandt produktionen sted i Kenosha, Wisconsin.

Året efter blev både de ældre Hudson-modeller og Nash-modellerne bygget på et fælles chassis, hvor karrosseridesigns af Pininfarina, Edmund Anderson og Frank Spring blev brugt. Hudson-forhandlere solgte også Rambler- og Metropolitan-modeller under mærkenavnet Hudson. Da de blev solgt af Hudson-forhandlere, var begge modeller genkendelige som Hudsons på emblemer på kølergrill, motorhjelm og horn. Hudson Ramblers fik også et "H"-symbol på tankdækslet og i 1956 også på hjulkapslerne. Fra 1957 blev Rambler og Metropolitan bygget under deres egne mærkenavne, og Hudson- og Nash-emblemerne forsvandt.