Fiat Cinquecento

De Fem hundrede Den kom på markedet i 1992 som en erstatning for den aldrende Fiat 126. Den kompakte bil, designet af Giorgetto Giugiaro, var kun tilgængelig som en 3-dørs hatchback og var ret avanceret for sin tid med uafhængig affjedring, skivebremser foran, sidekollisionsbøjler og deformationszoner. Der var også masser af ekstraudstyr tilgængeligt, såsom centrallås, elruder, soltag og aircondition.

Fiat Cinquecento

Historie og baggrund

Fiat Cinquecento blev introduceret i 1991 som efterfølgeren til Fiat 126, og i bund og grund som en moderne reference til den originale Fiat 500. Fiat ønskede at bygge en kompakt bybil, der var overkommelig i pris, effektiv og alligevel en smule charmerende – og det lykkedes dem. Cinquecento var lille nok til at kunne parkeres sidelæns på en polsk gade, men stor nok til at køre til stranden med tre venner og en kasse øl (forudsat at alle var villige til at ofre deres knæ).

Bilen blev designet i Torino, men bygget i Tychy, Polen, hvor Fiat havde en fabrik, der i årevis blev en af ​​Europas førende producenter. Cinquecento var beregnet til de europæiske masser og tilbød præcis, hvad der var behov for i begyndelsen af ​​90'erne: enkelhed, økonomi og et strejf af italiensk stil.

Introduktionen af ​​den sporty Cinquecento Sporting i 1994 gav modellen et helt andet image. Pludselig havde den frække lille bybil en sporty side – med kraftige kofangere, sportssæder og en motor, der rent faktisk ville med. Med den version viste Fiat, at selv 1100 cc kan være nok til at bringe et smil frem på læben.

Bagenden af ​​Fiat Cinquecento

Design og interiør

Designmæssigt var Cinquecento typisk for 90'erne: kantet, funktionel og sød uden at være overdrevet. Fiat havde lært af Pandas afrundede linjer og valgt en minimalistisk kubeform, hvilket gjorde den øjeblikkeligt genkendelig. De korte udhæng og den høje taglinje sikrede overraskende meget plads indeni – medmindre man sad på bagsædet, for så vidste man med det samme, hvordan en foldet schweizerkniv føles.

Indvendigt var det hele simpelt, men muntert. Et simpelt instrumentbræt med store, tydelige knapper, stofsæder, der mistænkeligt lignede pap, men som stadig holdt i årevis, og et enkelt rat. Heldigvis tilbød Sporting lidt mere atmosfære: sporty sæder, en omdrejningstæller (ja, virkelig!) og røde accenter, der antydede, at man sad i noget seriøst.

Så interiøret var ikke luksuriøst, men ærligt. Alt hvad man behøvede var der, uden noget der kunne distrahere én fra den virkelige fornøjelse: styring, gearskift og latter.

Interiør i Fiat Cinquecento

modelvarianter

Fiat Cinquecento fandtes i forskellige varianter, fra en økonomisk indkøbsvogn til en mini-sportsvogn:

• Cinquecento 700 – den originale version med den gamle 704 cc twincylindrede motor fra 126'eren. Mere nostalgi end fart.
• Cinquecento 900 / 900i – mere pålidelig og en anelse mere kraftfuld, med en moderne firecylindret motor.
• Cinquecento Suite / Soleil – mere luksuriøse varianter med elruder, soltag eller farveaccenter.
• Cinquecento Sporting – topmodellen med en 1.1 FIRE-motor, sportsundervogn og kraftige kofangere.

Topmodellen var Cinquecento Sporting fra 1994 med en tophastighed på 150 km/t og en acceleration fra 0-100 km/t på 13,8 sekunder. Okay, det var ikke ligefrem et jagerfly, men det føltes hurtigt – og det er mindst lige så vigtigt. Med sin lave vægt (lidt over 730 kilo) og korte akselafstand var det at køre en Sporting som at styre en gokart gennem et boligkvarter.

Samtidig

Fiat Cinquecento konkurrerede mod biler som Peugeot 106, Renault Twingo, VW Lupo, Opel Corsa A og Suzuki Swift. Alligevel havde ingen af ​​disse biler den frække, næsten stædige karakter. Cinquecento foregav ikke at være noget andet: den var lille, let og simpelthen munter.

De Fiat Seicento fra 1998 overtog stafetten. Teknisk set identisk, men med rundere linjer og et mere moderne interiør. Mange fans fandt den mindre charmerende – som om Fiat havde byttet et smil ud med et neutralt ansigtsudtryk.