Ferrari 166 Inter / 166 S / 166 MM (1948 - 1953)

Den 6. oktober 1949, den første Ferrari 166 Inter vist for offentligheden på biludstillingen i Paris. Den smukke coupé var designet af Carrozzeria Touring i Milano, som allerede havde designet adskillige lignende Ferrari- og Alfa Romeo-modeller, og den første ægte Ferrari GT.

Ferrari 166 Inter GT gadeversion

Historie og baggrund

Ferrari 166 Inter (1948-1953) var Ferraris første ægte Grand Tourer. Som en videreudvikling af racerbilerne 125 S og 166 S var det en almindelig bil med karosseribyggede karrosserier. Det var en luksuriøs Grand Touring-bil fra Ferrari, designet til velhavende kunder, der også ønskede at tage på komfortable lange køreture. På grund af den begrænsede produktionsoplag og de håndlavede karrosserier er modellen meget sjælden i dag og eftertragtet af samlere.

Ferrari 166 Inter har en særlig plads i bilhistorien som Ferraris første ægte bil til almindelige veje. Denne Grand Tourer, der blev introduceret i 1948, flyttede mærket fra dets racerbiler til en producent af raffinerede køretøjer til den offentlige vej.

Navnet Inter mindedes de sejre, der blev opnået i 166 S-modeller af Scuderia Inter - holdet bestående af grev Bruno Sterzi og prins Igor Troubetzkoy. Til ære for Sterzi og Troubetzkoys tidlige støtte besluttede Enzo Ferrari at navngive sin første serie af vejbiler Inter.

166-familien var dog mere end blot Inter – 166 S var den direkte forgænger til racerbiler, og 166 MM (Mille Miglia) var den mest succesfulde racerbil fra de tidlige Ferrarier. Sammen danner de fundamentet, som hele Ferrari-imperiet blev bygget på.

Design og interiør

Selvom to modeller fra den samme karosseribygger kan virke identiske, blev hvert karosseri håndbygget, og kunden havde mulighed for at udtrykke sine personlige stilistiske præferencer, så stort set hver bil var unik, og der ville ofte være utallige forskelle i detaljer mellem én bil og en anden fra samme kilde - måske i kølergrillens design eller belysningens layout.

Touring coupéerne blev opdelt i to kategorier: notchback coupéer og fastback coupéer. Tourings notchback coupéer fulgte et lignende tema som prototypen 166 Sport til almindelige biler. Fastback-versionerne havde en lavere snudeprofil og et mere strømlinet udseende.

De fleste 166 Inters havde Tourings Superleggera-karrosseri - en slank, let aluminiumsskal over en rørformet ramme med en karakteristisk æggekasse-grill og flydende linjer.

Modellen var den første Ferrari-serie med en lang akselafstand egnet til vejbrug (Inter-versionen). Chassiset var baseret på sportsvognen 166. Mange forskellige italienske karosseribyggere leverede specialfremstillede karosserier.

Ferrari 166 Inter Spyder racerversion fra 1948

modelvarianter

166 S / 166 Sport (1947–1948) — racerbilens forgænger:

Ferrari 166 S var en videreudvikling af Ferraris sportsracerbil 125 S. Kun 39 eksemplarer blev produceret fra introduktionen på Torino Motor Show i 1948 indtil dens pensionering i 1950.

166 Inter (1948–1950) — den første bil til almindelig gadebrug:

Ud af de 37 Inter-modeller, der blev bygget, blev 19 bygget af Touring, otte af Stabilimenti Farina og yderligere otte af Vignale. Bertone og Ghia producerede hver ét eksemplar.
Karrosserityper af Inter: Touring coupé (notchback og fastback), Stabilimenti Farina fastback coupé og cabriolet (3 eksemplarer), Bertone cabriolet (1 eksemplar), Ghia coupé (1 eksemplar, designet af Felice Mario Boano), Vignale coupé (7 eksemplarer).

166 MM / Mille Miglia (1948–1953) - racerlegenden:

166 MM'erne var faktisk opdaterede 166 S-modeller og vandt mange af Ferraris første internationale sejre. De gjorde Ferrari til en seriøs konkurrent i racerbranchen. 166 MM vandt Mille Miglia i 1948 og 1949, Le Mans i 1949 og Targa Florio i 1948 - en række sejre, der endegyldigt satte Ferrari på det internationale landkort.

166 Spyder Corsa:

Den første Ferrari, der udelukkende blev bygget til vejbrug, var 166 Inter med Spyder Corsa-karrosseri. Disse blev bygget med aftagelige skærme og lygter, så de kunne køre i Formel 2 og sportsvognskonkurrencer.

Ferrari 166 Inter Pininfarina og Bertone

Salget af modellerne startede hurtigt, og dermed blev de første Ferrarier solgt til vejen i stedet for banen. Som det ofte var tilfældet dengang, blev et chassis leveret til en valgt karosseribygger, som derefter byggede karosseriet og færdiggjorde bilen. Vignale, Ghia og Stabilimenti Farina, blandt andre, skabte design til 166 Inter. To cabrioleter blev også designet af Pininfarina og Bertone, hvilket faktisk allerede ville varsle disse to designeres involvering.

Den 2.0-liters V12-motor, designet af Gioacchino Colombo fra 166 S-racerversionen, og chassiset blev overført til 166 Inter, hvilket gav bilen en motor på 110 til 140 hk.

Ferrari 166 Inter coupé

Samtidig

166 Inter havde næsten ingen direkte konkurrenter i sin prisklasse – som en almindelig bil var den unik i sin kombination af racerteknologi og hverdagsbrug. Dens nærmeste rivaler var:

• Jaguar XK120 (hurtigere, men mindre eksklusiv)
• Alfa Romeo 6C 2500 Villa d'Este
• Cisitalia 202 (lignende karrosserikoncept)
• Maserati A6 1500

Efterfølgermodel

Ferrari 166 Inter blev erstattet af 2,3-liters 195 Inter i 1950. 195 Inter var bygget på samme chassis og filosofi, men med en større motor. Samtidig dukkede 212 Inter med en 2,6-liters motor — sammen markerede de det første skridt i Ferraris systematiske udvidelse af sine V12-motorer, der i sidste ende skulle føre til den legendariske 250-familie.